Det Norske Akademis Ordbok

måteholden

måteholden 
adjektiv
BØYNINGmåteholdent, måteholdne
UTTALE[må:`təhål(ə)n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
første ledd måte; annet ledd foreldet perfektum partisipp av holde; jf. holde måte og måtehold
BETYDNING OG BRUK
1 
som praktiserer eller bærer preg av måtehold, moderasjon (især med hensyn til mat eller drikke)
SITATER
  • du er mådeholden i alle ting
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 78 1873)
  • ironien er ikke lenger hverken mild eller måteholden, den er skarp som lut, etsende, bitende, flengende
     (Lorentz Eckhoff Førerne i vår tids franske litteratur 26 1928)
  • måteholden nydelse av søte saker [er] helt uskadelig
     (Tidens Tegn 1930/256/7/5)
  • være måteholden med vin
     (Tom Lotherington Den tredje tjeneren LBK 1985)
  • Meri var ikke måteholden – hun var sulten, grådig
     (Bente Pedersen Ved hjertets ildsted LBK 2001)
2 
overført, sjelden
 sindig, moderat (i synspunkter)
SITAT
  • jeg har ikke undergåt anden forandring end at jeg er ble’t mere mådeholden, ser De
     (Henrik Ibsen En folkefiende 99 1882)