kvede - Det Norske Akademis ordbok

kvede

verb

MODERAT BOKMÅLkvad, kvedet, i denne betydningen kvedet, kvedet, kveding

preteritum

kvad

perfektum partisipp

kvedet

preteritum

kvedet

perfektum partisipp

kvedet

verbalsubstantiv

kveding

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[kve:`də], i denne betydningen [kve:`ə]

ETYMOLOGI

av norrønt kveða; jf. kvede (substantiv) og kvad

BETYDNING OG BRUK

arkaiserende

synge

SITATER

med dit barn paa skjødet, lifligt du kvædede

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 85)
kvæde galder

(Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 52)
[hun] kvad et fagert galder

(Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 204 1899)
skalden Hallfred Ottarssøn kvad til det høie brudepars pris

(Rudolf Muus Olaf Trygvessøns Helteliv 2 257 1899)
de fik hende til at kvæde

(Sigrid Undset Husfrue 61 1921)

1.1

dikte (en sang)

SITAT

1.2

si frem, resitere et kvede

SITAT

etter at jarlen hørte ham kvede, hadde han gitt ham tilbud om å skrive de norske kongenes saga

(Thorvald Steen Den lille hesten LBK 2002)

1.3

synge stev og folkeviser i en viss tradisjonell stil

poetisk, overført, om dyr eller naturkrefter

frembringe sanglignende toner

SITATER

lærken kvad i skyfri luft

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 47)
[han hørte] fossen kvæde sine gamle, hårde rim

(Bjørnstjerne Bjørnsons fortællinger 102)