Det Norske Akademis Ordbok

knortete

knortete 
adjektiv
BØYNINGknortete
UTTALE[knå`rtətə]Uttale-veiledning
VARIANTknortet
ETYMOLOGI
avledet av knort med suffikset -ete
BETYDNING OG BRUK
full av knorter
; knudrete
SITATER
  • en knortet gren
     (Ragnhild Jølsen Samlede skrifter II 191)
  • skjæve knortede pilekubber
     (Nils Kjær Samlede Skrifter IV 36)
  • de gamle knortede vedhuggere
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 41 1900)
  • alle de knortede muskler lekte under det dunede haardække, naar han følte glæde
     (Øvre Richter Frich Kaperens klør 135 1915)
  • overført
     
    et raat og haardt og knortet temperament
     (Nils Kjær Samlede Skrifter III 84)
     | avvisende, kantete
  • Iunkernes stubbete, knortete kropper
     (Erlend Loe Giæver og Iunker 81 2022)