Det Norske Akademis Ordbok

knokkel

knokkel 
substantiv
BØYNINGen; knokkelen, knokler
UTTALE[knå´k:(ə)l]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk knokel, beslektet med knoke
BETYDNING OG BRUK
1 
benstykke som bygger opp skjelettet
SITATER
  • under fnatcuren var jeg bleven umaadelig maver, og havde endda ikke faaet stort kjød paa knoglerne
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 143)
  • et beenrad med knokler rangler
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 11)
  • i en ur påtraf de knoklerne av en fuldvoksen ren
     (Carl Schøyen Tre stammers møte 31 1919)
  • med hver knokkel i sig endda værkende efter nedkomsten skal hun nu ombringe barnet
     (Knut Hamsun Markens Grøde II 122 1917)
2 
metonymisk, spøkefullt, især i flertall
 kropp
SITAT
  • du burde flytte dine knokler [til Italia]
     (Jens Bjørneboe Brev i utvalg 104)