Det Norske Akademis Ordbok

klingre

klingre 
verb
BØYNINGklingret, klingret, klingring
UTTALE[kli`ŋrə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av klinge (verb)
BETYDNING OG BRUK
1 
klinge lyst, skarpt, klirrende
SITATER
  • et klingrende echo
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 11)
  • jf.
     
    en klingrende alrune
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 17)
     | jf. alrune
  • dombjælderne klingrede
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger I 170)
  • med mellemrum klingret apotekets dørklokke
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 32)
  • det klingrede i forstuen [av klirrende glass på et brett]. Det lød ligesom sagte, ringlende bjelder
     (Camilla Collett Fortællinger 211 1861)
  • croupieren [lot] sin rager klingre i en liden gulddynge
     (Chr. Skredsvig Dage og nætter blandt kunstnere 114 1908)
  • kniven faldt klingrende paa gulvfliserne
     (Sigrid Undset Kransen 127 1920)
  • glass og flasker klingret
     (Erling Winsnes Sagadagen gryr – 40 1934)
  • en kop gled fra fingrene hendes og klingret i gulvet
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger III 160)
  • skrittene hennes klingret sprøtt og ensomt på fortauet
     (Torborg Nedreaas Musikk fra en blå brønn 124 1960)
  • [vi hastet] bort til trikkesløyfen og klingret nedover Theresegate og Pilestredet
     (Karsten Alnæs Bakenfor alle farger LBK 2008)
2 
klirre
; ringle
SITAT
  • [han] klingret med beltet
     (Sigrid Undset Husfrue 230 1921)