kasuist
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; kasuisten, kasuister 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
kasuisten
ubestemt form flertall
kasuister
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[kasui´st]
ETYMOLOGI
via fransk casuiste, fra spansk casuista, til middelalderlatin casus (conscientiae) 'samvittighetstilfelle, samvittighetsspørsmål'
BETYDNING OG BRUK
1
filosofi, teologi, kirkehistorie
person som er kyndig i kasuistikk (tenkemåte, argumentasjonsform hvor enkelttilfeller (kasus) bedømmes
ut fra allmenne (moral)regler)
EKSEMPEL
-
en jesuittisk kasuist
2
overført
person som resonnerer kasuistisk, rettferdiggjør diskutable dommer eller handlinger ved bruk av moralske
subtiliteter
SITAT
-
de gamle opbyggelsesbøger have blandt det menige folk dannet en stor mængde forskruede kasuister, af hvilke nogle blive kjedsommelige ordgydere, medens andre skabe sig martrende tilstande af indbildte skrupler og anfegtelser