FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
eldre dansk form hvo, av gammeldansk hwā,
opprinnelig maskulinum nominativ entall (også til hvad, hvis)
BETYDNING OG BRUK
INNHOLDSFORTEGNELSE
1
foreldet, spørrepronomen, brukt substantivisk
i faste vendinger eller arkaiserende, som subjekt eller
predikativ på samme måte som hvem
1.1
i direkte spørsmål
SITATER
-
«Hvo er det, som kalder paa mig?» sagde præsten [til «engelen» i lønnetreet]
-
hvo taler?
-
hvo er djærvest, Sigurd eller Gunnar?
-
hvo er han, som iblant eder sidder
-
skulde man være saa nøie: hvo kan da bestaa?
-
kanskje kommer lægen tilbake, hvo vet(Dagbladet 1934/128/3/4)
1.2
i indirekte spørresetning
hvo der
hvem som
SITATER
-
alle [kan] dømme sig imellem, hvo der er den ypperste
-
tiden og resultaterne vil vise, hvo der i virkeligheden har elsket ungdommen
2
foreldet, relativpronomen, brukt i
faste vendinger eller arkaiserende, som subjekt eller
predikativ
2.1
ubestemt relativ
den som
SITATER
-
frelse sig, hvo kan!
-
[du har ei] mod at styrte, hvo dig ivejen står
2.2
i foranstilt relativsetning (særlig i ordtak og
faste vendinger)
den som
SITATER
-
hvo intet ejer, letvindt vover
-
hvo som elsker sit barn, tamper det itide, – siger Salome
2.3
hvem enn
SITATER
-
vær, hvo du være vil
-
fast skal vort venskab stå, hvo der end prøver på at bryde det