Det Norske Akademis Ordbok

granngivelig

granngivelig 
adverb
UTTALE[granji:´v(ə)li]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
trolig dansk form grandgivelig (adjektiv) 'tydelig, klar', av gammeldansk grandgiueligh; muligens med første ledd av norrønt grand 'skade, sorg' og beslektet med grann; annet ledd avledet av give; jf. gi; jf. også suffikset -lig, grunnbetydning 'som bekymrer seg for eller om noe, som er omhyggelig med noe', eller muligens til norrønt *granngǽfr, hvor første ledd er samme ord som grann, med grunnbetydning 'som gir lite' og deretter betydningen 'nøyeregnende, nøye'
BETYDNING OG BRUK
litterært
 tydelig
; nøyaktig
; klart
; faktisk
SITATER
  • [det knirket atter] i den samme dør derute. Det lød grangivelig som var det hans egen
     (Bernt Lie Mot Overmagt 44 1907)
  • da øjned jeg sammenhængen så grangiveligt
     (Henrik Ibsen En folkefiende 149 1882)
  • [haren] lignede grandgivelig en gutunge, som fløi deroppe i bare skjorten
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 59 1903)
  • hun syntes grangivelig, at baade han og hele skyldskabet og granneskabet havde været der
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 138 1879)
  • det ser grangivelig ut som jeg blev kastet ut av min egen avis
     (Gunnar Heiberg Samlede dramatiske verker III 103)
  • fjeldet er grangivelig saa hæslig som du ser det paa dette prospektkort
     (Kristian Elster d.y. Bonde Veirskjæg 186 1930)
  • hadde hun hatt en tryllestav i hånden, ville hun granngivelig ha vært en fé
     (Agnar Mykle Lasso rundt fru Luna 353 1954)
  • østlendinger … sier gulost når osten granngivelig er hvit
     (Pål Gerhard Olsen Manndomsprøven LBK 1997)