Det Norske Akademis Ordbok

gemytt

gemytt 
substantiv
BØYNINGet; gemyttet, gemytter
UTTALE[gemy´t:]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra tysk Gemüt, kollektivt til Mut; se mot
BETYDNING OG BRUK
1 
sinn
; sinnelag
; sjelsstemning
; følelsesliv
 | jf. temperament
EKSEMPLER
  • være av et følsomt gemytt
  • berolige, roe, dempe gemyttene
  • gemyttene kom i kok under debatten
SITATER
  • det var fa’en til gjemyt i den gampen
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Huldre-Eventyr og Folkesagn (1870) 203)
  • naturscenens magt til at sætte gemyttet i en vis rørelse
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker III 260)
  • [inntrykk som] altfor voldsomt gribe i gemyttets inderste, fine strenge
     (Jonas Lie Den Fremsynte 39 1873)
  • «De er jo norsk?» – Peer Gynt: «Af fødsel ja! Men verdensborger af gemyt»
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 128)
  • en mand med mit ildnende gemyt
     (Henrik Ibsen Vildanden 163 1884)
  • det er ikke godt at vide, hvad virkning saa voldsomme sandheder kan øve paa et uforberedt gemyt
     (Arne Garborg Trætte Mænd 83 1891)
  • [hunden] hadde sligt et kjærligt gemyt
     (Fridtjof Nansen Fram over Polhavet I 382 1897)
  • mennesker med et stillferdig og uproblematisk gemytt
     (Jens Bjørneboe Under en hårdere himmel 28 1957)
  • et gemytt som åpenbart var meget følsomt
     (Ketil Bjørnstad Fall LBK 1999)
1.1 
inderlighet
; varm og sterk følelse
SITAT
  • [hun har neppe] gemytt nok for konsertsalen
     (Nationen 1932/216/3/6)
2 
person av et visst sinnelag, av et visst følelsesliv
EKSEMPEL
  • han var et urolig gemytt
SITAT
3 
sjelden
 gemyttlighet
SITAT
  • hr. Randolf var en mand, fuld af gemyt og latter og ligefremhed
     (Thomas Krag Ada Wilde 179 1896)