Det Norske Akademis Ordbok

forføye

forføye 
verb
MODERAT BOKMÅLforføyelse, forføyning
verbalsubstantiv
forføyelse, forføyning
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårføi´ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter middelnedertysk vorvogen 'arrangere, tilpasse', delvis påvirket av tysk verfügen 'bestemme, disponere'; jf. for- og føye; se også forføyning
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 bestemme
; råde
SITATER
  • borgerne kan altså forføje over [templene] efter egen fri vilje
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 314 1873)
  • rent tallmessig forføyet de røde i det røde Sørspania over en tidobbelt, ja ofte tyvedobbelt overmakt
     (Per Imerslund Videre i passgang 192 1944)
  • arméen forføyet over 80.000 mann
     (Elsbeth Wessel Wien 227 1999)
2 
refleksivt
 
forføye seg
 litterært
 (tvunget) gå, begi seg (til et bestemt sted)
SITATER
  • han forføjede sig, om end noget langsomt, agterover til enden af tampen
     (Jonas Lie Gaa paa! 126 1882)
  • vi [måtte] forføie os nordover snarest muligt
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 387 1903)
  • nu skulde hun hurtigst forføie sig ovenpaa til Golla
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 3 1923)
  • jeg [bad] ham om at forføie sig bort
     (Lys og Skygge 1908/nr. 9/6 Kristian F. Biller)
     | fra fortellingen «Manden med Jernmasken»
  • vil De nu værs’go forføie Dem bort!
     (Hans E. Kinck Vaarnætter 202 1901)