Det Norske Akademis Ordbok

forfatte

forfatte 
verb
MODERAT BOKMÅLforfattet, forfattet, forfattelse
preteritum
forfattet
perfektum partisipp
forfattet
verbalsubstantiv
forfattelse
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fårfa´t:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter middelnedertysk vorvaten; se for-; se også forfattelse
BETYDNING OG BRUK
formulere skriftlig
; skrive
; dikte
 | jf. avfatte
EKSEMPLER
  • forfatte en roman, et drama
  • forfatte et brev
SITATER
  • forfatte en lovtale
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 362 1873)
  • en opsats som du havde forfattet
     (Henrik Ibsen En folkefiende 15 1882)
  • han [har] forfattet en biographie over Thorvaldsen
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 253)
  • brukt absolutt
     
    i 9-aarsalderen begyndte jeg at «forfatte»
     (Arne Garborg Mogning og manndom II 332 (1896))
  • jf.
     
    jeg forfatter, sletter og forfatter ord på mobilen. Det tar tid, meldingen må bli riktig, må stemme
     (Charlotte Glaser Munch Alene sammen 172 2004)