flenge - Det Norske Akademis ordbok

flenge

verb

MODERAT BOKMÅLflenget / flengte, flenget / flengt, flenging

preteritum

flenget / flengte

perfektum partisipp

flenget / flengt

verbalsubstantiv

flenging

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[fle`ŋ:ə]

ETYMOLOGI

av norrønt flengja 'denge, slenge'; se også flengende

BETYDNING OG BRUK

rive flenge(r) i

; spjære

SITATER

[Johansens] vindbukser [var] blit så flængt at de måtte bøtes

(Fridtjof Nansen Fram over Polhavet II 49 1897)
og følger jeg [stjernen] skal jeg fare vel, om også min fot skal flænges

(Arnulf Øverland Brød og vin 129 1924)
har svenden flængt, så får manden flikke

(Henrik Ibsen Hærmændene på Helgeland (1873) 18)

| se flikke
de gulhvite, fuldkomne tænder var baade til at bite og flænge med

(Peter Egge Inde i Fjordene 22 1920)
klør og flængende tænder i kødet!

(Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 87)
hun flænger med vilje i sit eget hjerte

(Sigrid Undset Vaaren 206 1914)
vil ikke den drivende vind hist eller her flænge en rift i skyen

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 89 1873)
han var bekjendt for sit gode hoved og sin flængende tunge

(Jonas Lie Kommandørens døttre 210 1886)
i annen akt av «Lille Eyolf» står Rita og Alfred mot hverandre og skriker, de flenger i hverandres sår med ond glede midt i smerten

(Paul Gjesdahl Premièrer og portretter 9)
et par steder er trestammene flenget så det hvite treverket griner mot deg

(Olav Angell Oslo i skumring LBK 1991)

UTTRYKK

flenge av

rive (noe) voldsomt av

[han] flængte klæene av

(Tryggve Andersen Samlede fortællinger III 61)
de flængte strimler af mit legeme

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 384 1873)
[spekkhuggeren] ryker uden videre paa de allerstørste hvaler, flænger med sine frygtelige tænder store stykker ud af kroppen paa dem

(Otto Sverdrup Nyt Land I 23 1903)
de brå og kontante hendene som flenger av ei strømpe i en eneste tidsbesparende bevegelse

(Kjersti Ericsson Paradisfugl LBK 2000)

flenge ned

sjelden

rive ned

flenge seg frem

dialektalt

ta hardt i

; bruke makt

det nyttet ham ikke at bli voldsom, at flænge sig frem

(Knut Hamsun Segelfoss By II 108 1915)