Det Norske Akademis Ordbok

figura

figura 
substantiv
Informasjon
BØYNINGen
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[figu:´ra]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra latin figura; samme ord som figur
BETYDNING OG BRUK
litterært eller litteraturvitenskap
 bilde
; symbol
 | jf. figurasjon
SITATER
  • det er tydelig at Beatrice står som «figura» eller symbol på selve den guddommelige kilde, Kristus
     (Kirke og Kultur 1965/nr. 9/521)
  • en slags figura for det tidløse
     (Henning Hagerup Vinternotater 60 1998)
  • [emblemet] består av et bilde (figura) med forklarende tekst (inscriptio)
     (Hanne Lauvstad Helicons Bierge og Helgelands schiær 151 2005)
UTTRYKK
som figura utviser
 (etter latin ut figura docet)
nå sjelden
 som det fremgår av figuren, illustrasjonen eller som kjensgjerningene viser
  • her sidder han og skriver sin stil, op over stolper og ned over vægge, som figura udviser
     (Skilling-Magazin 1873/198)
  • jeg har meldt mig ind i landsforeningen og – som figura udviser – skrevet i avisen
     (Aftenposten 14.05.1902/2)
  • vente paa den eneste ene, det kan være vakkert, men det kan ogsaa være skjæbnesvangert ... hvad figura udviser
     (Thomas Krag Det Allerhelligste 21 1907)
  • talent og hode og legemlig deilighed – som figura utviser
     (Bernt Lie Raklev i Simavaag 47 1911)
figura serpentinata
 (fra italiensk figura serpentinata 'slangeaktig figur')
kunsthistorie
 skulptur av menneskefigur(er) i slyngende positur (særlig forbundet med manierismen)
  • Michelangelos bruk av figura serpentinata
  • i skulpturen gikk de samme vridde stillingene igjen, særlig vanlig var «figura serpentinata», en dynamisk bevegelse som hadde form av en korketrekker eller spiral
     (Fædrelandsvennen 07.04.1970/5)
  • av gode grunner er Medusa et yndet manierismemotiv, denne «figura serpentinata» hører til grunnvokabularet innenfor den klassiske manierisme
     (Morgenbladet 25.06.1987/4)