Det Norske Akademis Ordbok

feile

Likt stavede oppslagsord
feile 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLfeilet, feilet, feiling
preteritum
feilet
perfektum partisipp
feilet
verbalsubstantiv
feiling
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fæi`lə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via nedertysk feilen, fra fransk faillir; jf. feil (substantiv) og feil (adverb)
BETYDNING OG BRUK
1 
handle uriktig, galt
; begå feiltrinn
EKSEMPEL
  • det er menneskelig å feile
SITATER
  • vi skal hjælpe den, som fejler
     (Bjørnstjerne Bjørnson En hanske 49 1883)
  • et menneske skal dømmes – ikke efter hvad det har fejlet, men efter hvad det har nåt
     (Bjørnstjerne Bjørnson Leonarda 70 1879)
  • nu var den stakkars feilende sjæl syk – kanske var han alt død
     (Bernt Lie Mot Overmagt 172 1907)
  • ha’ tilgivelse for en fejlende
     (Henrik Ibsen Vildanden 166 1884)
  • han har feilet i livet
     (Karsten Alnæs Historien om Europa 2 LBK 2004)
  • [man lærer] ved å prøve og feile
     (Linda Lai Dømmekraft LBK 1999)
  • jeg ville være fullstendig sikker på at jeg … ikke kom til å feile, ikke ville glemme et eneste ord av teksten
     (Peter Serck Natten LBK 2010)
2 
gjøre seg opp en uriktig mening om noe
; ta feil
SITATER
  • har jeg fejlet? Fører ej frem til klarhed denne vej?
     (Henrik Ibsen Digte 18 1875)
  • der fejler du storlig, Borkman!
     (Henrik Ibsen John Gabriel Borkman 124 1896)
3 
svikte
; slå feil
; mislykkes
; gå galt
SITATER
  • det må gå – det kan ikke feile
     (Fridtjof Nansen Fram over Polhavet I 244 1897)
  • dersom operasjonen feilet var han alene ansvarlig
     (Kai Eide Høyt spill om Afghanistan LBK 2010)