Det Norske Akademis Ordbok

fatum

fatum 
substantiv
MODERAT BOKMÅLet; fatumet, fata
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
bestemt form entall
fatumet
ubestemt form flertall
fata
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fa:´tum]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra latin fatum 'spådom, skjebne' avledet av verbet fari 'tale'; beslektet med fatal og fatamorgana
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
; i antikken
 gudenes tale
; spådom som forkynner skjebnens eller gudenes bestemmelser
SITAT
  • du sier du klarer deg «tålelig bra» uten tro på en Gud og et straffende fatum
     (Dagbladet 13.02.2005/2)
1.1 
(især uavvendelig) skjebne
SITATER
  • [jomfru Lasson] havde flere søstre … og tre brødre, Daniel, som døde ung, Peder, som nu er høiesteretsassessor, og Frederik, hvis fata ligesom de øvrige søstres er mig ubekjendt
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 99)
  • jeg troer, han blev søemand, men kjender forresten ikke hans fata
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 491)
  • der råder dog et fatum
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 121)
  • Burns gik frem som selve fatum
     (Øvre Richter Frich De sorte gribbe (1914) 115)
  • ’framskrittet’ … er på en gang både vårt fatum og vår frihet
     (Karin Sveen Klassereise 65 2000)
2 
i flertall
2.1 
mytologi
 moirer
2.2 
sjelden
 (skjebnesvangre) opplevelser
SITATER
  • om Døderleins senere fata veed jeg intet videre
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 80)
  • jeg måtte berette mine fata
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 4 1879)