fark
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; farken, farker 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
farken
ubestemt form flertall
farker
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[fark]
ETYMOLOGI
til farre
BETYDNING OG BRUK
dialektalt, nedsettende
SITATER
-
datter min gik og skabte sig så længe, til hun fik gifte sig med en fark
-
omreisende fanter og farker
-
havde der været en fark og kæltring her, havde han ikke fundet noget
-
disse indre-bygdens fædre [ble] blandt fremmede ikke anseet bedre end som fark og fant