Det Norske Akademis Ordbok

epos

epos 
substantiv
BØYNINGet; eposet, epos eller eposer
UTTALE[e:´pås]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra gresk epos 'fortelling'
BETYDNING OG BRUK
1 
litteraturvitenskap
 (større) fortellende dikterverk i bunden form med alvorlig eller komisk innhold fra myte, religion, (helte)sagn, historie, det alminnelige menneskeliv eller dyreliv
 | jf. heltedikt, læredikt, dyreepos
SITATER
  • det egentlige epos (heltedigtet) i dets historiske, romantiske, komiske og idylliske former
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter IV,5 368)
  • overført
     
    har I købt den djærve digter, så han kaldets epos svigter?
     (Henrik Ibsen Digte 141 1875)
     | sin livsgjerning
  • en længere kritisk epistel til svogeren, Howard, hvor Dryden formulerer de krav en maa stille til det historiske epos
     (Herman Jæger Dryden og hans tid 21 1925)
2 
litteraturvitenskap
 fortellende diktning i vid forstand, også i prosa, f.eks. roman, novelle, fabel (til forskjell fra drama, lyrikk)
SITATER
  • [Chateaubriands] store kristne epos
     (Lorentz Eckhoff Førerne i vår tids franske litteratur 48–49 1928)
  • jeg har skrevet et stort epos om vinteren i et julebind
     (Knut Hamsun Artikler 147 1939)
  • et av de virkelig imponerende diktverkene i norsk litteratur, Arbeidernes leksikon (1932–36), et verk i Diderots ånd som får karakter av et heroisk epos
     (Jan Kjærstad Menneskets matrise 240 1989)