Det Norske Akademis Ordbok

døye

døye 
verb
BØYNINGdøyet, døyet, døying
UTTALE[døi`ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. dansk form døje, fra middelnedertysk dōgen 'utholde'; i denne betydningen påvirket av fordøye
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 lide
; gjennomgå
SITATER
  • haarde tider har vi døjet
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 46)
  • [du] har døjet ondt, har slæbt og slidt
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 86)
  • [Terje Vigen] havde alt døjet mangen dravat som yngste jungmand ombord
     (Henrik Ibsen Digte 85 1875)
2 
litterært
 finne seg i
; holde ut
SITATER
  • [fattigdommen er] en nødvendig brist i alle samfund; den må døjes
     (Henrik Ibsen Brand (1885) 148)
  • De kan tro, det har været hårdt at døje for Bernicks
     (Henrik Ibsen Samfundets støtter 28 1877)
  • han maatte døie mange vittigheder i den anledning
     (Alexander L. Kielland Skipper Worse 74 1882)
  • litt maa du da døie for at faa saa pen en kone
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 256 1919)
  • Tante Bolla med guitaren. Saa maatte de atter døie hendes gruelige sang og klimpring!
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 99 1923)
  • det var rent utroligt, at saa smekre kjælker kunde døie slig medfart
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 377 1903)
  • [Octavius] kunde døie det ustyrtelige av øl og vin
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 29)
3 
foreldet, sjelden
 fordøye
SITAT