Det Norske Akademis Ordbok

djakn

djakn 
substantiv
BØYNINGen; djaknen, djakner
UTTALE[dja´k:(ə)n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
etter norrønt djákn, trolig via gammelengelsk diacon (jf. (moderne) engelsk deacon); jf. tilsvarende dansk form degn
BETYDNING OG BRUK
arkaiserende, om middelalderforhold i den katolske kirke
 | se diakon
SITATER
  • kirken paa Vargøy stod presteløs: en djakn sat igjen i borgen
     (Sigrid Undset Husfrue 239 1921)
  • det hændte i Holar en jul, at to djakner sat og spillet skaktavl, og biskop Botolv satte sig ned hos dem og hjalp den ene til at vinde
     (Fredrik Paasche Snorre Sturlason og Sturlungerne 256 1922)
     | jf. skaktavl