Det Norske Akademis Ordbok

degn

degn 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; degnen, degner
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
degnen
ubestemt form flertall
degner
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[dæin]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form degn, av gammeldansk diacon, diakn, diækn, trolig via middelnedertysk diaken, fra senlatin diaconus, fra gresk diakonos 'tjener'; jf. diakon; tilsvarer norrønt djákn; se djakn
BETYDNING OG BRUK
om eldre forhold
 person som assisterer presten under gudstjenesten og leder salmesangen
; klokker
SITATER
  • der synger degnene amen; nu er dåbsakten over
     (Henrik Ibsen De unges forbund 32 1874)
  • «Et viet par er helligt, som en prest –» «Og et forlovet –» «Halvt om halvt, som degnen.»
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 102 1873)