dævel - Det Norske Akademis ordbok

dævel

substantiv

BØYNINGen; dævelen, dævler

UTTALE[dæ:`v(ə)l]

Uttale-veiledning

ETYMOLOGI

samme ord som djevel og jævel

BETYDNING OG BRUK

1

særlig brukt som skjellsord og i eder

| jf. djevel, dæven og dægeren

SITATER

hosdan i dævelen hænger dette sammen

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 87 1879)
nå, så dævelen rive –!

(Henrik Ibsen Samfundets støtter 202 1877)
jeg [har] saa dævelens vanskelig for at tale i længere perioder

(Gunnar Heiberg Samlede dramatiske verker I 90)
Ola Træet hufset sig i uldskjorten. Dævelen saa kvaamt det var herinde

(Johan Falkberget Fimbulvinter 88 1919)
dæveren brænne

(Hans E. Kinck Fra Fonneland til Svabergssveen 181 1922)
jo, så develen skulle hun få beskjed – både om dette og hint!

(Kristian Kristiansen Jesper Nattmann 293 1957)
– Faen! sa hun stille. – Dæver’n steike!

(Jens Bjørneboe Den onde hyrde 145 1960)

2

plutselig lyst eller ondskapsfull innskytelse

; djevel

SITAT

naaja. Saa fór altsaa dævelen i mig

(Sigrid Undset Vaaren 329 1914)

3

i omtale av (eller tiltale til) menneske eller dyr

djevel

; jævel

SITATER

[han] kaldte myrerne for dævler

(Thomas Krag Ada Wilde 183 1896)
han er den største dævel i byen

(Vilhelm Krag Baldevin 42 1925)
vil du frem, din dævel!

(Fridtjof Nansen Fram over Polhavet II 40 1897)

Sitér denne ordartikkelen