Det Norske Akademis Ordbok

blygsel

blygsel 
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; blygselen
genus
maskulinum (femininum)
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
blygselen
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[bly:´gs(ə)l], [bly´ks(ə)l]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av blyges; jf. blussel
BETYDNING OG BRUK
det å blyges
; følelse av blyghet
; unnseelse
; skamfølelse
SITATER
  • den allerstørste del [av de danske diktere] vedgaaer dog uden blygsel, at «løjer» er deres eneste meed
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter VII 457)
  • han på kind bar blygsels brand
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 213)
  • han er uden sjælelig blygsel, hvad hans religiøse oplevelser angaar
     (Kristian Elster Samlede Skrifter II 219)
  • der var noget som en sterk blygsel kommet over hende
     (Sigbjørn Obstfelder Skrifter II 101 1917)
  • røsten dirret av blygsel og harme
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 30 1923)
  • soppmåltidet … hadde gitt ham en så voldsom magesjau at det «sprutet ut som en fontene i begge ender», som han sa, med en mangel på blygsel som ikke lignet ham
     (Thomas Lundbo Synkere og svevere 31 2010)