Det Norske Akademis Ordbok

blunde

blunde 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLblundet, blundet, blunding
preteritum
blundet
perfektum partisipp
blundet
verbalsubstantiv
blunding
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[blu`n:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt blunda, avledet av blundr; se blund
BETYDNING OG BRUK
1 
lukke øynene
2 
sove (lett og en kort stund)
; duppe
SITATER
  • [den av de berusede] der havde mest paa, som man siger, nikkede og blundede snart sødeligen
     (Den Constitutionelle 05.11.1843/2/2 P.Chr. Asbjørnsen)
  • det barneaasyn, som i uskyld blunder!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 337)
  • [nøkkens] nat er lang, han kan ei hvile og blunde
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 25)
  • han har bare blundet et minut
     (Knut Hamsun Markens Grøde II 49 1917)
  • han laa og blundet i halvdrøm
     (Gabriel Scott Kilden 207 1918)
UTTRYKK
blunde av
sovne
 | jf. sovne av
  • stikkende værk i den saarede haanden hindret ham fra at blunde av
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 261)
  • hun vil spise ham opp, innenifra, mareritt for mareritt, selv midt på lyse dagen når han blunder av
     (Bertrand Besigye Svastikastjernen 223 2004)