Det Norske Akademis Ordbok

besvikelse

besvikelse 
substantiv
Informasjon
BØYNINGen
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[besvi:´k(ə)lsə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
jf. dansk besvigelse, svensk besvikelse, verbalsubstantiv til henholdsvis dansk besvige, svensk besvika, fra middelnedertysk beswīken; jf. prefikset be-, svike og suffikset -else
BETYDNING OG BRUK
1 
foreldet
 det å svike(s)
; bedrag
; svik
 | jf. tollbesvikelse
2 
skuffelse
SITATER
  • stortingsvalget i 1945 måtte komme som en overraskelse og en besvikelse for de borgerlige
     (Einar Gerhardsen I medgang og motgang 174 1972)
  • og den lille besvikelsen, jeg husker det godt
     (Stig Sæterbakken Dirty Things LBK 2010)