Det Norske Akademis Ordbok

arrogant

arrogant 
adjektiv
BØYNINGarrogant
UTTALE[aroga´nt]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via fransk arrogant, fra latin arrogans (genitiv arrogantis), presens partisipp av arrogare 'være påtrengende, ta seg til rette'; se arroganse
BETYDNING OG BRUK
selvgod
; hoven
; viktig
SITATER
  • en halvpolitur, hvori arrogant selvgodhed og overdreven artighed vare parrede
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 193)
  • en pave i småt format, arrogant og selvsikker som en lægprædikant
     (Amalie Skram Professor Hieronimus 142 1895)
  • han er baade arrogant, indbildsk og snobbet
     (Lys og Skygge 1908/nr. 8/17 Kristian F. Biller)
     | fra fortellingen «I sidste Øieblik»
  • det var de ualvorligste, de mest uforskammede og arrogante knægte i bladet «København»
     (Vilhelm Krag Heirefjæren 100 1928)
  • jeg begriper ikke hva hun ser i den glatte, arrogante, knusende ordinære pappagutten
     (Bernhard Borge Skjult mønster 95 1950)
  • den arrogante tonen som gjorde det lett å unnsi ham en gang for alle
     (Johan Borgen Vi har ham nå 186 1957)
  • arrogante eliteforestillinger
     (Dagbladet 1958/131/3/6)
  • maken til plump og arrogant uoppdragenhet skal man lete lenge etter
     (Elin Brodin Skade 160 1994)
  • vennen mener amerikanerne er grenseløst arrogante, de vil ikke ha gresk mat med olivenolje, men får fløyet inn hamburgere, ketchup, øl og cola
     (Tove Nilsen Kreta-døgn LBK 2003)
  • åh, hvilken dott jeg var, hvilken arrogant drittsekk
     (Stig Aasvik Indre anliggender LBK 2012)