Det Norske Akademis Ordbok

hoven

hoven 
adjektiv
BØYNINGhovent, hovne
UTTALE[hå:`v(ə)n]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
av norrønt hafinn, perfektum partisipp av hefja 'heve'
BETYDNING OG BRUK
1 
om kroppsdel
 oppsvulmet (pga. betennelse eller etter slag, støt)
EKSEMPLER
  • en hoven finger
  • en hoven ankel
SITAT
  • hendes ansigt var rødskjoldet og hovent av graat
     (Sigrid Undset Jenny 91 1911)
2 
om person eller opptreden
 viktig og overlegen
EKSEMPEL
  • opptre hovent
SITATER
  • dette hovne, selvgode egenretfærdige væsen
     (Arne Garborg Trætte Mænd 346 1891)
  • jo Torkild hadde no at være hoven av han!
     (Sigrid Undset Samlede romaner og fortællinger fra nutiden III 42)
  • [Topsøe] var skinhællig, håven og uvidende på én gang
     (Bjørnstjerne Bjørnson Kamp-liv I 138)
3 
sjelden
 som har vokst eller svulmet opp
SITAT
  • fjeldbækkerne, der blot stundimellem havde vist liv i sommeren, tullede nu hovne og sprættende nedover med stor støj
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 224)