Det Norske Akademis Ordbok

anstand

anstand 
substantiv
BØYNINGen; anstanden, anstander
UTTALE[a`nstan]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk anstant, tysk Anstand, opprinnelig verbalsubstantiv til anstehen; se anstå; jf. anstendig
BETYDNING OG BRUK
1 
verdig holdning, fremtreden
; verdighet
; sømmelighet
SITATER
  • han [ble] paa grund af sin mandlige skjønhed, ypperlige anstand, slebne væsen og pecuniarie evne til at gjøre figur, kammerherre
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 132)
  • han havde meget høi løn, der satte ham istand med anstand at fremtræde i de finere kredse
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 207)
  • [de] glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 75 1873)
  • så trak jeg mig med anstand ud
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 121)
  • Steffensen greb anledningen til at komme ned af talerstolen med nogenlunde anstand
     (Alexander L. Kielland Fortuna 107 1884)
  • [de] flørtet og forelsket seg med en mangel på måtehold og anstand vanlige hotellgjester … ikke kunne tillate seg
     (Atle Næss Østre linje LBK 1994)
2 
(eldre) person(er) som skal passe på at andre (unge personer) oppfører seg passende
EKSEMPLER
  • være anstand på et skoleball
  • den eldre søsteren var med på hytteturen som anstand
SITATER
  • [mamma og hennes venninne] ska ha meg med som anstand eller sånn [på sydentur]
     (Espen Haavardsholm Boka om Kalle og Reinert 61 1978)
  • en passende venninne og anstand for tronfølgeren i de utålmodige oppvekstårene
     (Richard Herrmann Victoria 102 1987)
  • hun tok imot ham i kammeret og med anstand til stede
     (Erling Pedersen Kongens kvinner LBK 2008)
3 
handel
UTTRYKK
på anstand
mot besiktigelse
  • kjøp, salg på anstand