Det Norske Akademis Ordbok

anbringende

anbringende 
substantiv
BØYNINGet; anbringendet, anbringender
ETYMOLOGI
dansk form anbringende; verbalsubstantiv til anbringe; se anbringe
BETYDNING OG BRUK
særlig jus, politikk, foreldet
 anførsel
; påstand
SITATER
  • Niels Thombergs anbringende om, at jeg senere end i børnealderen har faaet ørefigen … er usandfærdigt
     (Morgenbladet 17.05.1834/3)
  • domstolene gikk ikke ind paa hans anbringende
     (Fredriksstad Tilskuer 04.04.1889/2)
  • det er ellers et urimeligt anbringende, at Hamar og Lillehammer er omgivne av bare radikale bygder
     (Hedemarkens Amtstidende 23.10.1891/2)