Det Norske Akademis Ordbok

ærbødighet

ærbødighet 
substantiv
ETYMOLOGI
avledet av ærbødig med suffikset -het
BETYDNING OG BRUK
det å være ærbødig
; ærbødig opptreden, handlemåte, innstilling (overfor en, noe)
; (dyp) respekt
; aktelse
SITATER
  • vis og I ærbødighet mot dem [i Stefanas’ hus] og mot enhver som hjelper til og gjør sig møie!
     (1 Kor 16,16; 2011: omskrevet)
  • dette skæg er eder [Antiokias borgere] ret en torn i øjet! I kalder det, uden al ærbødighed, et bukkeskæg
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 382 1873)
  • [skolemesterens historie] gav ham [Øyvind] lydighed og ærbødighed
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 458)
  • en kunstig ærbødighed [mot kongedømmet]
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IX 251)
  • en ærbødighet, som virket litt for overdreven til at være helt egte
     (Øvre Richter Frich Den gyldne pest (1914) 33)
  • megen ærbødighet viste svendene ikke sin husbond
     (Sigrid Undset Husfrue 12 1921)
  • Olav … viste sin navne sønlig ærbødighet
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken II 10 1925)
  • ærbødighet mot levende og døde
     (Morgenbladet 1951/17/3/6)
  • jeg hadde en slags sky – ærbødighet – for [å si det]
     (Sigrid Undset Jenny 357 1911)
  • [den] beklemmende ærbødigheten når hun hadde snakket om broren
     (Liv Køltzow Hvem har ditt ansikt? 176 1988)
  • han omtalte Dem bestandig med ærbødighet
     (Sissel Lange-Nielsen Kjærlighetshoffet 160 1991)
UTTRYKK
i ærbødighet
tidligere brukt i underskrift i brev til høyere myndighet e.l.