Det Norske Akademis Ordbok

æra

æra 
substantiv
BØYNINGen; æraen, æraer
UTTALE[æ:´ra]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra senlatin aera 'tall, siffer', opprinnelig flertall av aes (genitiv aeris) 'tall, årstall som grunnlag for kronologi', grunnbetydning 'kobber(mynt)'
BETYDNING OG BRUK
1 
tidsalder med et bestemt særpreg
; (glansfull) epoke
SITATER
  • taaternes æra er inde!
     (Hans E. Kinck Naar Kærlighed dør 241 1903)
     | jf. tåte
  • det sætter netop kronen paa Deres [Celius’] verk, at Deres hustru politisk er Deres modstander. Det indleder en ny æra
     (Nils Kjær Det lykkelige valg 141 1913)
  • ogsaa jeg har gjennemlevet romantikens æra!
     (Nini Roll Anker Huset i Søgaten 135 1923)
  • en ny æra for kinomusikken
     (Nationen 1935/11/3/4)
  • [NNs] offentlige æra til ende
     (Tidens Tegn 1935/87/2/3)
  • «Bergeland» betegner en ny æra i norsk skibsbygning
     (Norges Handels- og Sjøfartstidende 1954/243/7/5)
  • De nuptiis … var anerkjent som autoritativ … et stykke inn i den gutenbergske æra
     (Karin Gundersen Allegorier 24 1999)
  • dinosaurenes æra
     (Gert Nygårdshaug Chimera LBK 2011)
  • spøkefullt
     
    jeg hadde fått lysebrunt hår. En epoke var forbi … En ny æra var påbegynt
     (Helene Uri Dyp rød 315 LBK 2001)
  • vår tid er en ny æra for massebevegelsene, på godt og vondt
     (Lena Lindgren Ekko 40 2021)
2 
geologi
 svært langt geologisk tidsavsnitt som omfatter flere geologiske perioder
 | jf. eon, epoke