Det Norske Akademis Ordbok

værhår

værhår 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLet
genus
nøytrum
ubestemt artikkel
et
FULL BOKMÅLSNORM
ETYMOLOGI
første ledd avledet av være
BETYDNING OG BRUK
1 
(på pattedyr) kraftig, langt snutehår som tjener som sanseredskap
SITATER
  • den lille knebelsbart bevægede sig som vejrhaar
     (Kristian Elster Samlede Skrifter II 203)
  • halvt i drømme saa han en stor, gul skogkat med strittende veirhaar og en kort avbitt hale springe op i hans seng
     (Øvre Richter Frich De sorte gribbe (1914) 39)
  • [hunden] havde store rimdusker i de gamle, graa veirhaar omkring snuden
     (Hans Aanrud Fortællinger II 145 1923)
  • musemor banket på tommeltottveggen mens de andre ungene satt med blanke øyne og smilende værhår og ventet på hva som skulle skje
     (Alf Prøysen Den grønne votten 46 1964)
  • overført
     
    lumske mennesker har værhårene ute
     (Sissel Lange-Nielsen Kjærlighetshoffet 48 1991)
  • mistroiske rotter med utspilte nesebor og værhår
     (Espen Haavardsholm Ikke søkt av sol 60 1994)
2 
spøkefullt
 (glisne) skjeggstrå på overleppe hos mann
SITAT
  • på overleppen var det noen litt lengre værhår som sto så glissent at en ikke kunne kalle det for skjegg
     (Johan Nygaardsvold Min barndom og ungdom 118 1952)