Det Norske Akademis Ordbok

være

Likt stavede oppslagsord
være 
verb
BØYNINGværet, været, væring
UTTALE[væ:`rə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
til vær: jf. norrønt viðra
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært, ofte med adverb
 blåse (vekk)
SITATER
  • stormer løgnens ørkenbjerge! Hen I vejre dem og fordoms taagelejre!
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter III 306)
  • i disse ord du vejred ned ei kongens hoved kun, Sieyes
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 364)
  • Kapitol skal vejres fra sin højde
     (Henrik Ibsen Catilina 78 1875)
  • noget var ligesom vejret bort fra hans pandes skyede hvælv
     (Henrik Ibsen Digte 92 1875)
  • hans støv er veiret hen af nattens vind
     (Henrik Ibsen Samlede verker I 261)
1.1 
tilintetgjøre
SITATER
  • sent skal tidens storme vejre bort din sagas sejre!
     (Henrik Ibsen Digte 67 1875)
  • et tidehverv var omme, der vejred tryghed og fortrøstning hen
     (Henrik Ibsen Samlede verker XIV 453)
  • hvad der læses og læres, saaes ikke i en kjerlig, troende grund, og det ligger derfor ovenpaa forat vejres af den første lidenskabsstorm
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker I 30)
2 
om dyr eller menneske
 snuse (på noe, særlig for å undersøke)
SITATER
  • en stund efter de havde lagt sig, fik de høre nogen, som snøftede og veirede stærkt med næsen
     (P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke- og Huldre-Eventyr 20 1879)
  • rensdyrene vejrer til dine klæder
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker IX 167)
  • [en polarokse] kom veirende fremover mod ham
     (Otto Sverdrup Nyt Land II 299 1903)
  • [han] veiret ut mot den syrlige duft av raatne høst-blade
     (Hans E. Kinck Kirken brænder 137 1917)
  • med spilet næseving og tørstig sind gaar og veirer fremmede matroser
     (Hans E. Kinck Mands hjerte 65 1927)
  • [hummeren] holder ikke og veire og snuse og gaa i vide ringer omkring
     (Gabriel Scott Kilden 163 1918)
  • han veiret som et dyr
     (Aase Kristofersen Lommen skrek 8 1920)
  • der [stod] en ren og veiret
     (Nordahl Grieg Norge i våre hjerter 8 1929)
  • sira Hallbjørn stod og stirret, veirende mot røklugten
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn og hans børn I 199 1927)
  • [en liten mus] veiret mot ham
     (Kristian Elster d.y. Bonde Veirskjæg 77 1930)
  • en høi næse over en veirende bart
     (Kristian Elster d.y. Bonde Veirskjæg 169 1930)
  • en hjort som været med våte nesebor
     (Tove Nilsen Chaplins hemmelighet 145 1989)
  • [reven] været i lufta opp mot [vilt]kameraet
     (Andreas Tjernshaugen Reven 132 2021)
2.1 
overført
 lete, lengte (etter)
; vente (på)
SITATER
3 
om dyr
 få ferten, teften av
SITATER
  • da [hundene] veirede teltet, satte de af sted i vildt jag
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 147 1903)
  • jeg er viss paa, [hundene] endda ikke havde veiret dyrene
     (Otto Sverdrup Nyt Land I 287 1903)
  • kameler kan være en fremmed på en kilometers avstand
     (Thorvald Steen Kamelskyer LBK 2004)
3.1 
om person
 snuse inn (lukt e.l.)
; lukte
SITATER
3.2 
om person
 få nyss om, få rede på (noe skjult, noe som ennå ikke er blitt tydelig, klart e.l.)
SITATER
  • kløgtig skytte faren vejrer
     (Henrik Ibsen Digte 122 1875)
  • han vejrede samfundsfarerne paa langt hold
     (Kristian Elster Samlede Skrifter I 5)
  • de veirer bare opsving og nye forretninger
     (Hans E. Kinck Rormanden overbord 164 1920)
  • barnets instinkt hadde sagtens veiret, at det [hjemmet] var begyndt at gaa i opløsning
     (Sigrid Undset Vaaren 5 1914)
  • han veiret dulgte krænkelser og mistro til sig i alt som faren og de gamle tjenestefolkene så
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn og hans børn II 257 1927)
  • han maatte ha hørt at Pauline vilde laane hans reisepenger, eller han hadde veiret det
     (Knut Hamsun Landstrykere II 313 1927)
  • i al kunstnerisk klarhed og formbeherskelse veirer han [Kinck] latinsk aand
     (Nils Kjær Samlede Skrifter III 260)
  • hun været større muligheter andre steder og kom seg som ulovlig immigrant til London
     (Bertrand Besigye Svastikastjernen 25 2004)