Det Norske Akademis Ordbok

værbitt

værbitt 
adjektiv
ETYMOLOGI
annet ledd perfektum partisipp av bite
BETYDNING OG BRUK
1 
om land, landskap, bygning e.l.
 som bærer preg av å ha blitt utsatt for hardt vær
SITATER
  • ja, vi elsker dette landet, som det stiger frem furet, vejrbidt over vandet
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte I 45)
  • lordens sel, uanselig, i veirbidt tømmer
     (Hans E. Kinck Paa Rindalslægret 107 1925)
  • Ivar vil at huset skal gråne, han vil at det skal se furet og værbitt ut
     (Line Baugstø Skulle du komme tilbake 122 2000)
  • Gud hadde selvsagt skapt vakrere og mer værbitte steder på jord enn Hammarsö
     (Linn Ullmann Et velsignet barn LBK 2005)
2 
om person, ansikt
 som er blitt furet og solbrent i vær og vind
SITATER
  • [Peer Gynt] selv vejrbidt og med et haardere udtryk
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 671)
     | fra sceneanvisning
  • veirbidt sjøgut
     (Henrik Ibsen Samlede verker XIV 234)
  • [broder Vegard] var en storvokset, middelaldrende mand, veirbitt, med graasprængt haarkrans
     (Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken I 38 1925)
  • den unge hvite og røde let var blit ensfarvet veirbitt
     (Sigrid Undset Kransen 232 1920)
  • det faste, veirbitte og djerve aasyn
     (Sigrid Undset Husfrue 34 1921)
  • hun har fjellvandrerens struttende leggmuskler og værbitte ansikt
     (Tove Nilsen Kreta-døgn LBK 2003)
  • ansiktstrekkene var grove, huden brun og værbitt, overleppen skjemmet av et hareskår
     (Karl Ove Knausgård En tid for alt LBK 2004)