vrå
substantiv
MODERAT BOKMÅLen; vråen, vråer 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
vråen
ubestemt form flertall
vråer
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[vrå:]
ETYMOLOGI
BETYDNING OG BRUK
1
litterært
(mørk) krok, hjørne (i
rom)
SITATER
-
[han har] i vraa sig vern
-
[rotter] forsvinde i huller og vraaer
-
der sad i [huset] saa fagert barn liig sommerfugl i vraaens skam i spindlens skidne klæde(Henrik Wergeland Samlede Skrifter I,2 174)
-
Koll den grummes indre er mørk som hallens vraa
-
[han] fødtes hist i staldens vraa
-
han slængte sin harpe bort i en vrå
-
jeg hadde ikke ligget lenge i min stille og ensomme vrå [sovekupeen]
1.1
overført
noe bortgjemt, krok, i
hjerne, tankeliv, sjeleliv e.l.
SITATER
-
han glimtet af en guddom saa i hveren vraa af hjernens dunkle hytte
-
den fjerneste, skjulteste vrå i sig selv
1.2
foreldet
(bortgjemt) hull i berg, fjell
; kløft
SITATER
-
planter i klippens vraa
-
tvende fald, af hvilke det høiere gaaer i en skummel, tæt omsluttet vraa
2
foreldet, unntatt i fast uttrykk
avsidesliggende, lite, beskjedent tilholdssted
; beskjedent bosted
; avkrok
| jf. hyttevrå
SITATER
-
intet af dette er skjult for [kongen], thi dette er ikke skeet i en vraa(Apg 26,26; 2011: en avkrok)
-
de glade toner trænge sig til hans vraa
-
hvad mægler I, en ringe flok i vråen bårne?
-
hjemad, hver til egen vraa
-
det græder i hver en vraa hele landet rundt
-
den yndige duftende vraa mellem Nyland [Nylands verksted] og H.A.H. [Paulsens lagertomt]| Vilhelm Dybwad. Fra sangen «Akerselva, du gamle, du graa» fra farsen «Verdens Undergang» 1906
-
en liten vraa, hvor han kunde skjule sig
UTTRYKK
noens lune vrå
noens hyggelige, trygge hjem
| jf. lun
-
vel hjemme i min lune vrå satte jeg meg … til med et knippe superavanserte kokebøker(Morgenbladet 17.04.2009/39)