Det Norske Akademis Ordbok

vraker

vraker 
substantiv
BØYNINGen; vrakeren, vrakere
UTTALE[vra:`kər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av vrake med suffikset -er
BETYDNING OG BRUK
1 
sjelden
 person som vraker, forsmår (noe)
EKSEMPEL
  • en vraker av god mat
2 
person, især tjenestemann i vrakervesenet, som har til yrke å vrake visse næringsmidler
 | jf. klippfiskvraker, sildevraker, tranvraker
SITATER
  • kjøbmand og consul Duborgh, nu vrager i Christiania
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 239)
  • [kjøpmann Weidemann] solgte … sin bygaard … og flyttede 1828 til Drammen, hvor han var bleven maaler, veier og vrager
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 351)
  • Peter Bentzen, der … som ugift var postmester, samt veier, maaler og vrager i Skien og med gode indtægter førte et muntert selskabeligt liv
     (Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 374)
  • to stornøtter låses inn og står breddfull under bergene, og vrakere og verkere strømmer til
     (Jens Hagerup Sommernatt i Nordland 90 1934)
  • vrakeren går inn mellom laene med saltfisk
     (Roy Jacobsen De usynlige LBK 2013)