vinken
substantiv
BØYNINGen 
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[vi`ŋk(ə)n]
ETYMOLOGI
verbalsubstantiv til vinke
BETYDNING OG BRUK
litterært, foreldet
det å vinke
; vinking (ofte som signal, hilsen)
SITATER
-
så blev der rend og stimmel og vinken op [mot gluggen i kirketårnet] dernede i vor gadedør
-
han løftede atter huen og fik en ny vinken med kikkerten tilbage