våning - Det Norske Akademis ordbok

våning

substantiv

BØYNINGen; våningen, våninger

UTTALE[vå:`niŋ]

ETYMOLOGI

fra middelnedertysk woninge, waninge, til wonen 'bo'; jf. vånebygning; jf. også suffikset -ing

BETYDNING OG BRUK

litterært

sted hvor noen bor, holder til

; bosted

; tilholdssted

SITATER

[Blakken] sled her i bakken ved min vaaning

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter II Tillæg 80)
vor jord blev sådd af samme såning, i hver vor fløj af samme våning

(Bjørnstjerne Bjørnson Samlede Digte II 3)
eghornet har sig en vaaning høiest i liens fyr

(Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 63)

bygning (eller del av bygning) til å bo i

; bolig(hus)

; våningshus

SITATER

[bygningens] midterste deel bestod af en fiirkantet to etages vaaning

(Conrad N. Schwach Erindringer af mit Liv indtil Ankomsten til Throndhjem 167)
en statelig tømret vaaning, med vældige heller takt

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 158)
en deilig vaaning, hvori vi kunde holde et straalende søndagslag

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 7)