Det Norske Akademis Ordbok

urett

Likt stavede oppslagsord
urett 
adjektiv
ETYMOLOGI
av norrønt úréttr; jf. prefikset u- og rett
BETYDNING OG BRUK
1 
ikke rett
; som strider mot, ikke er i samsvar med det vanlige, det passende eller det heldigste (i en bestemt situasjon)
; uriktig
SITATER
  • [jeg] tænkte mig paa uret vei
     (J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 300)
  • [det er] ingenlunde ligegyldigt om soldaterne yder sin dyrkelse til den urette
     (Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 437 1873)
  • snart staar en kuling fra urette kant
     (Henrik Ibsen Efterladte Skrifter I 186)
  • paa urette sted
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker II 367)
  • der snek sig smaa tvil ind i hans sind, om han ikke hadde valgt den urette vei
     (Øvre Richter Frich Kaperens klør 133 1915)
  • å stige ut av sengen om morgenen med urette fot først [medfører ulykke]
     (A-magasinet 01.11.1930/5 Karl Vold)
  • opplysninger kunne gå til de urette mennesker
     (Annæus Schjødt Mange liv LBK 2004)
2 
som strider mot, ikke er i samsvar med det som rettslig og moralsk er rett
; uriktig
EKSEMPEL
  • handle urett
SITAT
  • ikke skedde der noget mellem os som var uret
     (Sigrid Undset Kransen 108 1920)
UTTRYKK
gjøre urett (i)
handle galt
  • [vår slekt har] gjort uret i at forsømme eller endog haane tanken paa at kunne greie grundforholdene
     (Francis Bull et al. Norsk litteraturhistorie V 429 etter Gerhard Gran 1937)
2.1 
som er vunnet, ervervet på ulovlig, urettmessig vis
SITAT
  • brødrene [sitter] i uret ejendom
     (Bjørnstjerne Bjørnson Sigurd Slembe 117 1862)