Det Norske Akademis Ordbok

surmule

Likt stavede oppslagsord
surmule 
verb
BØYNINGsurmuling
ETYMOLOGI
trolig fra middelnedertysk sūrmūlen; jf. mule
BETYDNING OG BRUK
1 
sette opp et surt, furtent ansikt
; furte
SITATER
  • Anna er fornærmet … hun surmuler
     (Kristian Elster d.y. Av Skyggernes Slegt 209 1919)
  • jeg [fremstammet] en surmulende tak
     (A-magasinet 19.05.1927/6 John Grieg-Müller)
  • – Du må ikke gå og surmule og synes synd på deg selv
     (Jens Bjørneboe Den onde hyrde 103 1960)
  • hvor er det blitt av de uknuselige glassene, surmuler bonden
     (Tom Lotherington Den tredje tjeneren 221 1985)
  • [en] surmulende mine
     (Gabriel Finne To Damer 23 1891)
  • de nådde Amboise, surmulende og trette langt efter leggetid
     (Sissel Lange-Nielsen Guds død 136 1989)
1.1 
overført
SITAT
  • et talglys surmulte i en tømt ølflaske
     (Hans E. Kinck Vaarnætter 60 1901)
     | ville bare så vidt brenne