Det Norske Akademis Ordbok

sultan

sultan 
substantiv
BØYNINGen; sultanen, sultaner
UTTALE[su´ltan]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
via tysk Sultan, fransk sultan, fra arabisk sultan; jf. eldre dansk form soldan, suldan, av gammeldansk soldan, tilsvarer norrønt soldán, jf. middelhøytysk soldan
BETYDNING OG BRUK
1 
muslimsk fyrste
SITATER
  • som naar en sultan træder blandt harems blussende qvinder, flammer, blandt østens de røde skyer, nu sol
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter I 29)
  • jeg vil herske, som en sultan, hed og hel
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 153)
  • overført
     
    hvis jeg som sprogets sultan måtte råde en time kun
     (Henrik Ibsen Kærlighedens komedie 14 1873)
  • foreldet
     
    maaske [den praktfulle og gammeldagse barnedåpsvognen] engang har været ejet af paven eller af en af de «syv kurfyrster» eller af selve «soldanen,» om hvem der staar i visen, at han trukken blev i gylden karm
     (Elisabeth Cathrine Welhaven Fra Staden og Stranden 14 1870)
  • [den] sønderrivende fortvilelse da sultaninnen står i begrep med å bedra sin sultan
     (Lorentz Eckhoff Adelsmannen 203 1938)
  • [moskeen] var blitt bygget som en hyllest til rikets største sultan, sultan Süleyman
     (Gert Nygårdshaug Eclipse i mai 101 2015)
2 
løst vevet stoff til brodering
 | jf. stramei
EKSEMPEL
  • hardangersøm på sultan