Det Norske Akademis Ordbok

styrre

styrre 
verb
Informasjon
BØYNINGstyrret, styrret, styrring
preteritum
styrret
perfektum partisipp
styrret
verbalsubstantiv
styrring
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[sty`r:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
dansk form styrre, fra tysk stören, middelnedertysk stōren; jf. forstyrre
BETYDNING OG BRUK
litterært, foreldet
 forstyrre
; uroe
SITATER
  • [du] styrrer kaad min tause roe ved sang
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II,2 78)
  • uden at lade sig styrre
     (Jonas Lie Gaa paa! 318 1882)
  • jeg ræddes for at styrre hendes tanker
     (Nils Collett Vogt Musik og Vaar 21 1896)