stunde
verb
MODERAT BOKMÅLstundet, stundet 
preteritum
stundet
perfektum partisipp
stundet
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[stu`n:ə]
ETYMOLOGI
av norrønt stunda 'bry seg om; streve etter'
BETYDNING OG BRUK
1
litterært
lengte
; hige
SITATER
-
stundende sjæle
-
jeg har længtet, spejdet, stundet
-
malmen ligger dernede og stunder efter at bli fri
-
[hun] stundede hjem til forældrene og sødskende sine
-
nu stunder jeg til bordet
-
havet stunder jeg mod, ja havet
-
alt landet stundet efter nedbør
-
[hun] stundet væk
-
hun stundet frem til disse sammenkomstene(Knut Faldbakken Uår. Samlebind LBK)
1.1
arkaiserende, sjelden
føle (sterk) lengsel etter, trang til
; lyste
SITAT
-
[han] stunded at sove
2
om tidens gang, særlig med formelt subjekt
lakke mot, til
; li mot
; nærme seg
SITATER
-
det lider med natten, og det stunder til dag(Rom 13,12; 2011: natten er snart slutt, og dagen er nær)
-
somren stunder til
-
det stundede mod kvælden
-
det stunder mod regn
-
nu lakker og lider det med Markus, nu stunder hans livsløp mot enden
-
det stundet til [stortings]valg
-
advent stundet til
-
– De må komme og besøke oss ute i Munkegården i Oslo når våren stunder til
-
han [måtte] vel kunne trekke i den gamle dressen og komme til Mysen når det nå stundet til barnedåp