Det Norske Akademis Ordbok

streber

streber 
substantiv
Informasjon
MODERAT BOKMÅLen; streberen, strebere
genus
maskulinum
ubestemt artikkel
en
bestemt form entall
streberen
ubestemt form flertall
strebere
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[stre:`bər]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
avledet av strebe med suffikset -er; jf. tysk Streber
BETYDNING OG BRUK
til dels nedsettende
 person som ærgjerrig higer etter, arbeider for å oppnå noe (f.eks. å gjøre suksess eller karriere, skaffe seg makt, ofte ved å innynde seg hos sine overordnede e.l.)
SITATER
  • i udlandet kalder de dem «stræbere»; men «friere» er det rette ord
     (Bjørnstjerne Bjørnson Samlede digter-verker VII 217)
  • [Louis Hornbeck var] akkurat det modsatte af en moderne «stræber». At vente forståelse hos et par venner var ham alt
     (Edvard Grieg Artikler og taler 215)
  • en dygtig mand, rigtignok streber og forøvrig litt tarvelig
     (Peter Egge Lænken 14 1908)
  • streberne, som gaar med en stortingsmand i maven
     (Hans E. Kinck Rormanden overbord 96 1920)
  • han hadde isandhet mange laster, men stræber var han ikke. Og det er ingen ringe post paa en mands kreditside
     (Øvre Richter Frich Slangeblomsten fra Magdala 28 1927)
  • han er streberen, den hensynsløse pågåenhet
     (Francis Bull et al. Norsk litteraturhistorie V 311 1937)
  • ærgjerrighet er en lyte og en last, sier han, jeg har aldri likt strebere, karrierejegere, folk som vet hva de vil og får det til
     (Tom Lotherington Den tredje tjeneren 120 1985)
  • den drøm hun representerte … gjorde meg til en streber
     (Dag Solstad Roman 1987 191 1987)
  • en streber uten prinsipper
     (Richard Herrmann Victoria 260 1987)
  • strebere med spisse albuer
     (Jan Mehlum Det annet kinn 155 1999)
  • hun var streber, typisk elevrådsmateriale
     (Tore Renberg Kompani Orheim LBK 2005)