stande - Det Norske Akademis ordbok

stande

verb

UTTALE[sta`n:ə], [sta`ndə]

ETYMOLOGI

av norrønt standa; jf. variantformen stå

BETYDNING OG BRUK

foreldet eller arkaiserende

stå

SITATER

imorgen skal slaget stande

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker II 11)
en ungbirk stander ved fjorden

(Jørgen Moe Samlede Skrifter I 250)
I unge skal sandelig stande paa vagt

(Knut Hamsun Det vilde Kor 70 1904)
stande op for [å forsvare] broderlandet

(Nini Roll Anker Huset i Søgaten 108 1923)

imperativ

statt

stå

SITATER

[kjeppen] er slig, at naar du siger: Min kjæp, slaa paa! saa slaar den, lige til du siger: Min kjæp, stat still

(P.Chr. Asbjørnsen og Jørgen Moe Norske Folke-Eventyr I (1896) 45)
stat op, Agathon

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 50 1873)
stat stil

(Vilhelm Krag Nye Digte 12 1897)

adjektivisk presens partisipp

standende

overført

stående

SITAT

proletariatets standende kamp for bedrede kaar

(Hans E. Kinck Italienere (1926) 170)