spørres - Det Norske Akademis ordbok

spørres

verb

MODERAT BOKMÅLspørres (i denne betydningen spørs), spurtes, spurtes

presens

spørres

presens

spørs

preteritum

spurtes

perfektum partisipp

spurtes

FULL BOKMÅLSNORM

UTTALE[spø`r:əs]

ETYMOLOGI

av norrønt spyrjast, til spyrja, se spørre; eller dannet i nyere tid som s-verb (med refleksiv eller passiv betydning) til spørre

BETYDNING OG BRUK

litterært, arkaiserende

bli eller være kjent og omtalt

SITATER

og saa blev der bryllup, saa det hørtes og spurgtes over tolv kongeriger

(P.Chr. Asbjørnsen Norske Folke-Eventyr (1866) 16)
tyveriet spurtes i bygden

(Hans E. Kinck Kirken brænder 169 1917)
en afskedsfest, der spurgtes vidt op mindedes længe

(H. Wiers-Jenssen Laurentius 41 1923)
slegter du paa din mor, vil der nok engang spørges storverk af dig

(Sigrid Undset Fortællingen om Viga-Ljot og Vigdis 136 1909)

med formelt subjekt og svekket betydning

UTTRYKK

det spørs

det kan være tvilsomt

det spørs om været holder
det spørs … om det vil nytte stort

(Sigrid Undset Olav Audunssøn i Hestviken I 118 1925)
det spørs om det ville lønne seg i lengden

(Atle Næss Østre linje 102 1994)

det kommer an på

det spørs hvor proffe de er

(Vibecke Groth Arvesynden LBK 2009)
det spørs hva det blir til

(Jørgen Gunnerud Byen med det store hjertet LBK 2009)
det spørs hvilken målestokk man bruker

(Ketil Bjørnstad Damen i dalen LBK 2009)