splint - Det Norske Akademis ordbok

splint

substantiv

BØYNINGen; splinten, splinter

UTTALE[splint]

ETYMOLOGI

trolig fra middelnedertysk splint, splinte

BETYDNING OG BRUK

flis, (spisst, skarpt) stykke (av f.eks. tre, stein, glass, metall) som er revet av, sprengt løs ved hugg, slag, støt, sprengning e.l.

| jf. granatsplint, bensplint

SITATER

sprænge bjerget i stykker og splint

(Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 216)
man hugger mig snart i splinter i frihedens gamle hjem

(J.S. Welhaven Samlede Digterverker I 193)
splinten af det hellige kors

(Henrik Ibsen Kejser og Galilæer 30 1873)
[yachten] slår sig i splinter

(Henrik Ibsen Digte 95 1875)
det relikvieskrin han lot lage til å huse en splint av det hellige kors, var også innvidd til den hellige jomfru

(Børre Qvamme Italia 89 1955)
en splint av skaftet trengte inn gjennom øyenhullet [i ridderhjelmen]

(Sissel Lange-Nielsen Guds død 119 1989)
overført

da må han ha holdt noe tilbake for meg, sier Judith med en irettesettende splint i stemmen

(Pål Gerhard Olsen Fredstid LBK 2000)
skuddet brente av rett i dørkarmen så splintene sprutet rundt dem

(Christopher Friis-Baastad Grøndahl og Arne Svingen Lenket LBK 2010)

UTTRYKK

splint i øyet

(etter forestillingen om et stykke, en splint av et trollspeil som får noen til å se skjevt, som gir et forkvaklet syn)

forkvaklet, fordreid syn på virkeligheten

I ser skakt. I har en splint i øiet

(Hans E. Kinck Den sidste gjest 313 1910)
jo mere udpræget personligheden er, des større splint i øiet

(Nils Kjær Samlede Skrifter III 218)