Det Norske Akademis Ordbok

smaske

smaske 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLsmasket, smasket, smasking
preteritum
smasket
perfektum partisipp
smasket
verbalsubstantiv
smasking
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[sma`skə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
lydord; jf. smask
BETYDNING OG BRUK
1 
smekke med tunge eller leppe
; smatte (særlig når man spiser eller drikker noe godt)
SITATER
  • [trollet] smaskede og aad
     (Jonas Lie Trold. Ny Samling 187 1892)
  • der skjænkedes rødvin i glassene. Man klinkede, drak og smaskede med tungerne
     (Nils Collett Vogt Familiens sorg (1914) 66)
  • slubre og smaske
     (Aksel Sandemose Minner fra andre dager 168)
  • og så spiste han jo så stygt. Han smasket som et helt grisehus
     (Bjørg Vik Sorgenfri 68 1978)
  • [babyen] suttet og smasket og drakk [av flasken]
     (Karl Ove Knausgård Om våren 169 2016)
1.1 
tygge på, spise (noe godt) med smattende lyd av tunge og lepper
 | jf. snaske
SITAT
  • smaske sjokolade
     (Sigurd Hoel Sesam sesam 300 1938)
1.2 
muntlig
 kysse
SITAT
  • hun smasket meg på øret og flagret ut av døren
     (Babbis Friis Baastad Æresord 27 1959)
2 
med smaskende lyd treffe, berøre noe
SITATER
  • baugen vippet og smasket i sjøen
     (Olaf Benneche Stjernene flimrer 76 1923)
  • myrblauten smasker om føtter
     (Gunnar Larsen En avismanns samlede poesi 45)
  • jeg snapper det smale lærbeltet ut av stroppene og lar det smaske ned på det blodvarme kjøttet
     (Knut Faldbakken Bryllupsreisen 161 1982)
  • bølgene smasker, klasker, surkler
     (Liv Køltzow Den unge Amalie Skram 45 1992)
  • Evy smører ham inn med smaskende kyss
     (Pål Gerhard Olsen Manndomsprøven LBK 1997)
3 
dialektalt
 smadre
; knuse