Det Norske Akademis Ordbok

skjende

skjende 
verb
MODERAT BOKMÅLskjendet, skjendet, skjending
preteritum
skjendet
perfektum partisipp
skjendet
verbalsubstantiv
skjending
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ʃe`ndə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra middelnedertysk schenden 'vanære, bringe skam over', avledet av schande (tilsvarer tysk Schande) 'skam'
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 vanhellige og ødelegge (tempel, kirke, historisk bygning e.l.)
EKSEMPEL
  • skjende og brenne
SITATER
1.1 
sjelden
 vanære
; nedverdige
 | jf. skjemme
EKSEMPEL
  • skjende en avdøds minne
SITAT
  • at jeg gradvis slig blev skjændet har gjort mig saa gemén og saa forgræmmet
     (Olaf Bull Digte 80 1909)
2 
foreldet
 voldta
SITATER
  • [hun var] forført og skjændet av ham
     (Bernt Lie Mot Overmagt 234 1907)
  • pikens legeme viser at hun er skjendet
     (Nationen 1929/253/1/5)
3 
mishandle (lik)
 | jf. likskjending
SITAT
  • den samme kvalme fornemmelse, som han havde følt, dengang Robert havde skjændet liget i træet, kom ogsaa nu sivende langsomt op i halsen paa ham
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 275 1900)