Det Norske Akademis Ordbok

situere

situere 
verb
BØYNINGsituerte, situert, situering
UTTALE[situe:´rə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
fra fransk situer, av middelalderlatin situare
BETYDNING OG BRUK
1 
litterært
 plassere
SITATER
  • [essayene] situerer diktningens plass innenfor det Claudel kaller «skapningens liturgi»
     (Truls Winther Paul Claudel og det skapende ord 46 1975)
  • han situerer den menneskelige psyke på grensen mellom individets biologiske organisme og dets sosiale omverden
     (Jostein Børtnes Polyfoni og karneval 52 1993)
2 
i adjektivisk perfektum partisipp
 
situert
 litterært
 (økonomisk) stilt
 | jf. velsituert
SITATER
  • du kan da vel forstaa, at jeg ikke hadde anbefalet dig disse aktier, om «Dagsposten» var skrøpelig situeret
     (Rudolf Muus Nemesis 10 1919)
  • han er dårlig situert, og han vet der skal mat til de mange munner
     (Samson Eitrem Ved Nilens bredder 22 1930)
  • finansielt er jeg temmelig godt situert
     (Tryggve Andersen Fabler og hændelser 155 1915)