Det Norske Akademis Ordbok

runge

runge 
verb
Informasjon
MODERAT BOKMÅLrunget, runget, runging
preteritum
runget
perfektum partisipp
runget
verbalsubstantiv
runging
FULL BOKMÅLSNORM
UTTALE[ro`ŋ:ə]Uttale-veiledning
ETYMOLOGI
beslektet med ringe; se også rungende
BETYDNING OG BRUK
1 
lyde sterkt med dyp klang
; gi kraftig gjenklang
EKSEMPEL
  • le så det runger
SITATER
  • Guds stærke røst, der runger
     (Henrik Wergeland Samlede Skrifter II 129)
  • de skal slå i bordet så det runger
     (Henrik Ibsen Peer Gynt (1874) 195)
  • endnu sterkere runget ordene utover kirken
     (Bernt Lie Mot Overmagt 249 1907)
  • Sivert slog sig paa knæerne og lo, saa det runged
     (Amalie Skram Samlede Værker II 357)
  • en stemme, der rungede af længe tilbageholdt taletrang
     (Vilhelm Krag Isaac Seehuusen 100 1900)
  • her runger latter tilværs fra femti struper
     (Johan Bojer Folk ved sjøen 174 1929)
  • han lo rungende av puslingen
     (Tryggve Andersen Samlede fortællinger II 188)
  • ekkoet som runget i ørene hans, til det gikk fullstendig i ball for ham
     (Roy Jacobsen Anger LBK 2011)
2 
sjelden
 tale med sterk stemme
SITAT
  • ved Deres fratreden vendes et blad i Norges historie, runger ordfører Bugge
     (Karsten Alnæs Trollbyen 104 1992)